Natur kan lindre stress, smerter og depression
Designprincippet Natur omfatter betydningen ophold i haver, planter og billeder af natur i opholdsarealer. Det er en fælles betegnelse for vild natur som skov, hav og strand men også bearbejdede naturelementer som haver og parker med bede, træer, græs, planter og til dels også indendørsplanter og billeder af natur.
Kontakt til naturen kan også være en måde at holde kontakt til livet uden for institutionen*. Udestuer, vinterhaver, atrier og lignende kan i denne sammenhæng give brugerne adgang til udearealerne i en større del af året*.
En have kan også danne ramme om forskellige former for samvær*. Legepladser værdsættes eksempelvis både af børn og voksne, når der er udsyn til dem*. En have eller dele af haven kan også være til gavn for området omkring en institution*.
Sanseoplevelser kan også understøttes ved at anlægge en decideret sansehave, der specifikt er anlagt med fokus på dufte, smage og synsoplevelser*. De palliative patienter er ofte i kørerstol eller sengeliggende i den sidste tid. Derfor er det nødvendigt, at senge og kørestole kan flyttes rundt i haven*. Højbede eller planter i en vis højde støtter også de sengeliggende patienters oplevelser.
Dyr og det at kunne se ud på dyr fremmer også brugernes livskvalitet*.
Patienter nyder og kan drage fordel af billeder af og udsigt mod natur og omgivelser specielt, når de ikke selv er i stand til at komme ud *. Et studie viser, at patienterne værtsætter at kunne se ud på en have, en smuk udsigt eller i det mindste på billeder af natur*. Udsigten fremhæves også som et vigtigt element i at opretholde livskvalitet og kontakt til omverdenen.
Planter og blomster på bordene fremhæves også som imødekommende og stemningsskabende*.
Udsigt præget af grønne områder kan have en beroligende effekt både i forhold til fysiologiske faktorer som f.eks. hjerterytme og i forhold til humør og oplevelsen af ro og afslappethed* . Undersøgelser fremhæver, at udsigt til bymiljø ikke har samme afslappende effekt.
Billeder og videoer af naturmiljøer ser ud til at have en markant mere beroligende effekt på personer, der har været udsat for en stressende oplevelse, end billeder og videoer af bymiljøer har *. Det viser sig både i fysiske målinger og den individuelle oplevelse. Modstandsdygtighed mod stress synes også at blive styrket hos personer, der umiddelbart efter en stressende situation ser billeder eller videoer af natur*. En anden undersøgelse antyder, at personer, der føler sig stressede, foretrækker at se på natur frem for bymiljø* . Der er dog ikke noget entydigt billede af, om natur kan styrke evnen til at bevare ro i stressede situationer, da en anden lignede undersøgelse ikke viser denne sammenhæng*. Studier, hvor naturbilleder blev vist på en fjernsynsskærm i et venteværelse, viser dog at et slukket fjernsyn virkede mere afstressende for patienter end skiftende naturbilleder*. Naturbillederne var dog også i den sammenhæng mere beroligende end billeder af bymiljøer.
Udsigt til natur ser også ud til at have en positiv betydning for oplevelsen af smerte. Både laboratorieforsøg og forsøg med smertepatienter viser, at billeder af natur kan være positiv distraktion for smerte, når alternativet er at se på neutrale omgivelser*. En lignende antagelse tegner sig i en undersøgelse, hvor patienterne efter en operation havde udsigt til enten træer og vegetation eller til en murstensvæg* . Her modtog patienterne med udsigt til natur betydelig mindre smertestillende medicin end de andre.
Patienter og personale fremhæver, at de sætter pris på at kunne følge med i og orientere sig i omgivelserne udenfor. En undersøgelse viser, at patienter og personale fortrækker at opholde sig i rum med vinduer, hvor de kan se langt *. Det at kunne se himlen fremhæves, som noget man sætter meget pris på.Nogle undersøgelser har vist, at det vigtigste element i de fysiske omgivelser for personalets arbejdsglæde er at kunne se ud*.